onsdag den 19. juni 2013

To do - ta da: shorts og hagesmæk

Jeg er lidt slem til at lade de lidt mindre interessante projekter ligge i sykurven og sådan er det også nu, selvom jeg har en to do liste. Nu fik jeg lavet Emils bukser om til shorts - denne model er hans favorit, så de bliver allerede brugt flittigt. Carlas hagesmæk blev også færdig - bagsiden er et gammelt håndklæde og det fine stof er fra genbrugsbutikken - jeg har fået det af min mors besøgsvært....genbrug er noget vi kan lide.

Hvorfor er det lige at jeg bliver ved med at kigge ondt på den ufærdige soveand? Jeg må tage mig sammen og få den færdig....måske har jeg bare et had/kærlighedsforhold til tøjdyr efter jeg syede den enorme elg fra Stof & Stil.




tirsdag den 18. juni 2013

Weekendens loppefund

Tak for jeres kommentarer vedr. min umulige kjole:-) jeg er ikke helt parat til at smide den ud, så jeg må prøve at rette den lidt til - den får i hvert fald lige en sidste chance.

Weekenden blev tilbragt i helt fantastisk selskab; vi har været i sommerhus med min bror og svigerinde og deres tre dejlige børn. Alle har hygget sig....Emil så meget at han har foreslået at vi flytter i sommhus med dem det næste halve år:-)

Lørdag var vi alle på loppemarked i Vig - de andre løb jo nærmest afsted og jeg ville gerne have brugt meget mere tid på at gå og kigge, men det kan godt være lidt svært, når de andre ikke er lige så interesserede i loppefund, som jeg er. Jeg fandt dog nogle rigtig gode og billige ting, så jeg var virkelig godt tilfreds. Alle dukkehusmøblerne kostede samlet kr. 20...inkl lampen, som jeg tror var røget i kassen ved en fejl - tror den skal males mintgrøn og bruges i sommerhuset.









mandag den 17. juni 2013

To do - på INGEN måde ta da: taljeret kjole til mig selv

Nøj en skuffelse! Jeg havde sådan glædet mig til at sy denne kjole til mig selv - den er baseret på et mønster fra Burda 12/2012. Jeg havde købt noget (meget) billigt stof i Jysk så jeg lige kunne teste mønstret og jeg lavede med det samme lidt tilretninger; ingen læg men i stedet rynkede jeg bare skørtet, korte ærmer i stedet for 3/4-ærmer - det var sådan set de eneste ændringer jeg havde forestillet mig, og selvom denne kjole faktisk kun har taget måske 3 timer at lave....ja, ja - jeg mangler at lægge den op men ved egentlig ikke om jeg gider, så var der så mange ting der kørte af sporet at jeg aldrig tror jeg vover mig ud i det mønster igen!

1. skjult lynlås - ikke et hit (hos mig) - den er ikke sådan rigtig skjult men efter andet forsøg er den vel hæderlig.

2. overdelen har foer og det var da bare fint og jeg fik også syet det i halsudskæringen, men kunne simpelthen ikke gennemskue hvad jeg skulle gøre ved lynlåsen, så i hysteri klippede jeg foeret af, så kjolen nu kun har belægning.

Så altså indtil videre to udfordringer, men kjolen gik da an.

3. Syvejledningen....jeg forstår den ikke: Sy ærmerne i med holdning. Øh hva´? Har ærmerne holdning eller er det min holdning til ærmerne??? Jeg googlede det, men fandt intet og satte derfor ærmerne i efter bedste evne (hvilket i dette tilfælde ikke var nok) - Ærmerne var nærmest for store, men de kom i, og da jeg efterhånden var temmelig træt af "den umulige kjole" skulle det bare overståes.

Så skulle den prøves på - den er for stor....mine bryster ER altså en str. 40 i de fleste tilfælde, men den her model passer mig bare ikke....den er for stor og jeg kommer til at se endnu bredere ud end jeg egentlig er - mest af alt ser det ud som om jeg har taget et telt på - stoffet er desuden for kraftigt - kjolen er rimelig tung. Argh....nå, men jeg viser den alligevel, og så håber jeg at der er nogle der kan forklare mig noget om ærmer med holdning - kom frisk kom glad - jeg vil lære det!

Hermed billeder af mig efter en 15 timers arbejdsdag og en halv time ved symaskinen. Det nederste billede viser hvor nedslået jeg er over resultatet....men efter hysteriet har lagt sig tænker jeg at med lidt øvelse og noget bedre egnet stof, kan den muligvis blive fin.




søndag den 16. juni 2013

To do - ta da: Mariehøne-nederdel

Og jeg streger endnu en ting: nederdel i str. 92 i det rigtig fine mariehønestof købt hos Malika & Rosa. Stoffet er ikke bare smukt - det er også en rigtig lækker kvalitet. Denne er ikke til os selv, men Carla har selv haft en magen til, og den blev brugt flittigt. Jeg håber modtageren bliver glad.




lørdag den 15. juni 2013

To do - ta da: hyggebukser til mig

Jeg vil starte med at beklage billedkvaliteten, men der var ingen fotograf hjemme og det dér med at tage billede af mig selv i spejlet er ikke noget hit....men hvis I nu bare holder fokus på bukserne går det nok:-)

Hyggebukser til mig - syet i lækkert stof fra Malika & Rosa. De er baseret på Stof & Stils haremsbukser, men jeg har taget en hel del af bredden, forkortet linningen og gjort bukserne længere, så der er ikke så meget tilbage af det oprindelige mønster.

Jeg overvejer at sy et par mere i sort....de er nemlig rigtig gode at have på.





fredag den 14. juni 2013

Masser af genbrug

Som I ved, er jeg fan af genbrug, så jeg vil høre om I vil være med til en lille ting; fra den 1. til den 14. juli vil jeg have fokus på genbrug på min blog...det betyder at jeg hovedsagelig vil bruge genbrugsmaterialer til de ting jeg laver....det kan være at upcycle noget tøj jeg ikke længere får brugt, eller det kan være at sætte et møbel fra loppemarked eller genbrugsbutik i stand og naturligsvis også at sy af genbrugt stof. Man må gerne tilføje nyt selvfølgelig, men min plan er at tilføje alle kreationer noget genbrug i de to uger.

Er der nogle der vil være med? Man behøver jo ikke at producere 14 ting - 2 er lige så fint, og nu melder jeg ud i god tid, så man kan planlægge det lidt:-) Jeg håber, der er nogle der har lyst til at være med.

God weekend.

torsdag den 13. juni 2013

To do - ta da: endnu et par bukser til naboens niece

Det kører jo bare for mig - i sidste uge fik jeg syet disse små bukser (str. 80) til naboens niece. De er syet i det fineste babyfløjl fra Stofdillen. Jeg valgte at tilsætte støvet blå rib for ikke at fremhæve det lyserøde alt for meget - det KAN også blive for lyserødt. Jeg tror også det ville være fint med gul eller orange rib.

Mønstret er det sædvanlige fra minikrea uden nogle ændringer overhovedet...okay måske er ribben ikke helt efter mønstret men ellers....

Jeg er faktisk kommet til noget; jeg har klippet nyt til sykurven (og syet lidt på det) - hov....nå, men jeg har jo streget så meget på min liste og er overbevist om at jeg nok skal nå det, så lidt ekstra betyder nok ikke noget.